Logo des Vereins
Polar-Routen e.V.
Association for Hiking and the
Protection of Nature in Greenland
 
 
Amitsorsuaq, seen from the canoe center
 
  background:  white • semi-transparent • transparent language:   dansk English deutsch
     
 The Menu: 
Vi om os

Sider på dansk » Vi om os

Vi om os

Hvordan projektet startede

Foreningen bag denne hjemmeside har en længere historie. Sommeren 2006 gik jeg til Grønland for første gang og vandrede på "Polar-Routen" fra Kangerlussuaq til Sisimiut. Siden da har jeg vandred stien tolv gange, ni gange fra Kangerlussuaq til Sisimiut og tre gange fra Sisimiut til Kangerlussuaq. Så jeg har allerede udviklet et særligt forhold til "mit spor".

Arctic Circle Trail – Polar-Routen

Apropos "vores vandresti": I offentligheden kaldes det sædvanligvis "Arctic Circle Trail". Men hvis du leder efter det på "Vandrekort Vestgrønland" (på en skala på 1: 100.000, som alle, der vil vandre ruten, burde have med de tre blade "Kangerlussuaq", "Pingu" og "Sisimiut"), så finder du der navnet "Polar Route", som grønlænderne tilsyneladende har givet dette spor, da det - måske 1990 - var markeret som en langdistancevandresti i Vestgrønland. Tilsyneladende, nogle af dem mente, at dette navn ikke ville være så "trendy" og derfor kaldte den efter et nordamerikansk tradition for navngivning distance stier "Arctic Circle Trail" (forkortet til "ACT"). Så vidt jeg ved, skete det for første gang i en tysk bog. Så spurgte jeg grønlændere, hvordan de kalder vejen på deres sprog, da de søgte efter et autentisk navn. Men jeg fik intet klart svar. "Polar Route" er et navn, der kan forstås på næsten alle sprog; og derfor besluttede jeg mig for dette navn. Stien blev ikke skabt til at vandre parallelt med en vis breddegrad (66 ° 39 " N eller polarcirklen), men den krydser en af de ældste vandreområder af nomadiske levende Inuit, som stadig eksisterer i dag i Grønland og har ikke ændret sit ansigt, da for 4500 år siden den første menneske sættet foden på det. Selv i dag er der i område hundredvis af opdagede og uopdagede arkæologiske udgravninger. Så lad dem uberørt, hvis du skulle finde noget på din tur!

Hvor spor af mennesker og dyr stadig er parallele

Baggrundsbilledet for denne hjemmeside viser fodspor af mennesker og rensdyr på Polar Ruten. Hvis man ser spor af vilde dyr i Kontinentaleuropa på et vandresti, krydser sporene af mennesker og dyr hverandre. Her i Grønland er de stadig parallelt - stadig efter 4500 år.Og sådan må det blive!
Dette var - bogstaveligt såvel som metaforisk - ideen om at aktivere borgerligt engagement med oprettelsen af en fremmeforening, som skulle bidrage til at opretholde dette unikke spor selv med et stigende antal turister i Grønland generelt og vandrere på den ruten i særlig.

Ikke kun fodspor

Et amerikansk slogan, der opfordrer til bevarelse af naturen, er: ”Leave no trace, but only your footprints!” Desværre er der flere spor i dag på Polar Routen - fra vandrere over hele verden såvel som fra lokale jægere. Det gør ondt, når du ser på hike uforsigtigt kasseret toiletpapir eller brandområder forårsaget af uforsigtig håndtering af ild.
Der har været mange samtaler og ofte opvarmede diskussioner med vandrere på vej. Hun sagde, at hun havde været på mange lignende stier i Alaska, Canada eller Island, men denne ville være særligt beskidt. "Her skal være en trail management," var hendes efterspørgsel. Jeg vil også gerne nævne diskussioner med den tidligere borgmester Hermann Berthelsen og hans vicekommunaldirektør Laust Løgstrup. At gå på Polar-ruten giver dig masser af tid til at tænke på sådanne og lignende diskussioner. Og da jeg var nødt til at blive behandlet på hospitalet i 2011 i Sisimiut (ambulant) en fodskade (trukket ledbånd, havde jeg gled på en våd vej) og sad fast 10 dage i hostel var refleksionen mere konkret.
Der har været mange samtaler og ofte opvarmede diskussioner med vandrere på vej. Det minder mig om en lang diskussion med Sabine S., en dyrlæge fra Østrig, da jeg kom til hytten Ikkattooq meget sent på aftenen. Hun hilser mig med spørgsmålet: "Er du Frieder?" Hun husker meg også på hendes hjemmeside. Men selvfølgelig havde jeg ikke en motorsav med mig, som hun fejlagtigt hævdede. Se link, søg efter "Frieder"! Hun sagde, at hun havde været på mange lignende stier i Alaska, Canada eller Island, men denne ville være særligt beskidt. "Her skal være en trail management," var hendes efterspørgsel. Jeg vil også gerne nævne diskussioner med den tidligere borgmester Hermann Berthelsen og hans vicekommunaldirektør Laust Løgstrup. At gå på Polar-ruten giver dig masser af tid til at tænke på sådanne og lignende diskussioner. Og da jeg var nødt til at blive behandlet på hospitalet i 2011 i Sisimiut (ambulant) en fodskade (trukket ledbånd, havde jeg gled på en våd vej) og sad fast 10 dage i hostel var refleksionen mere konkret.

En kommerciel løsning?

I princippet er der to forskellige tilgange til trail management, og selvfølgelig har begge noget at gøre med finansiering, hvilket er et problem, der ikke skal undervurderes i et land som Grønland med et stort areal af mere end 2 millioner km² og kun 56.000 indbyggere. En andre tilgang er en kommerciel løsning (eller i hvert fald et løfte om at finde en). Jeg ønsker ikke at villify denne tilgang generelt, men i dette tilfælde er det en måde at gå på afveje. En kommerciel løsning på denne rute ville medføre en kunstig forøgelse af antallet af vandrere for profitmaksimering. Og det ville på en eller anden måde føre til ødelæggelsen af stien under forholdene i det arktiske miljø.

'Trailpoliti' - en regulerende løsning

En anden tilgang, som jeg gerne vil kalde ”lov og orden”-tilgang, er baseret på lovgivningsmæssige foranstaltninger. Sådanne modeller blev også rapporteret af Sabine fra Island, Canada og Alaska. Et beskyttet område erklæres. Adgangsbegrænsninger udstedes, ofte bogstaveligt talt med en barriere i hver ende af ruten gennem den beskyddete område. Nogle rangere udfører overvågning af beskyttelsesbestemmelser, sanktioner for uregelmæssigheder og om nødvendigt reducerer antallet af vandrere til et acceptabelt tal. Og endelig kan et gebyr opkræves for at finansiere alt dette, i det mindste delvist. Dette kan virke på mange områder, f.eks. på Kungsleden i Sverige, hvor befolkningen er vant til en grad af borgerlig disciplin. For polarruten i Grønland, men jeg anser det ikke som en realistisk løsning. Hvordan kan man fortæller lokalbefolkningen i Grønland, at hvis de vil bruge eller krydse polarruten, skal de søge tilladelse? Politiet kan ikke nu forhindre ulovlig brug af "ATV'er" (= kort for "All Terrain Vehicle", terrængående køretøjer, også kaldet "Quad"). Og for så vidt angår finansiering via gebyrer, ville et rimeligt gebyr ikke være fjern nok til at finansiere selv lønnen til Rangers de skulle hæve.

Hold vejen - gennem vandrere selv!

Så jeg kom op med min tvungne ophold i Sisimiut i sommeren 2011 med idéen om en tredje tilgang, nemlig bevarelsen af stien eller i det mindste støtte for sin modtagelse af civilt engagement af vandrere selv. Da jeg havde tid i Sisimiut, jeg diskuterede planerne med vicekommunaldirektør Laust Løgstrup. Han troede, at planerne var ganske gode.
Så spurgte jeg mig selv, hvordan vil du finde folk derhjemme i Berlin, der er entusiastiske over denne ide, for eksempel for at oprette en fremmeforening. Det er ikke muligt, jeg fortalte mig selv, du kan kun starte et sådant initiativ her, hvis du laver din tur mellem Kangerlussuaq og Sisimiut. Så i vandrerhjemmet udarbejdede jeg teksten til statutten for en fremmeforening på computeren, der stod der for internetadgang. Jeg erstattede de danske omlyder som ø, Ø, æ eller Æ med "erstatte" med ø, Ö, Ä og Ä, gemte teksten på en stav og derefter trykt den på det offentlige bibliotek. Som min ankel var bra igen, gik jeg med det i rygsækken til Kangerlussuaq.

Så foreningen blev oprettet

Men i midten af august var der ikke mange vandrere på vej, som jeg kunne have motiveret til et "fundamøde i en hytte". I hytten Innajuattoq II (den smukke hytte nede ved søen) den 12 august 2011 sent om aftenen, når vejret var blevet ubehageligt, Parma A. fra Sisimiut kom ind, som var på en vandretur fra Kangerlussuaq hjem. Jeg fortalte hende mine tanker. Og hun kunne lide det, og så oprettede vi foreningen. På vej fremad har fem vandrere sluttet sig til at få det nødvendige antal syv grundlæggere. I Berlin gik jeg til retten, lod klubben registrere i foreningensregistret, og derefter gik til skattekontoret for at ansøge om godkendelse af velgørende status. Så "Polar Routen eV – Förderverein für Wandern und Naturschutz in Grönland (fremmeforeningen for vandring og naturbeskyttelse i Grønland)" blev lovligt oprettet, men kun det. På min næste rejse til Grønland har jeg fortsattet det organisatoriske, som går ud over de juridiske skrid.
Frem for alt, vi havde brug for et udgangspunkt i Kangerlussuaq, hvor der skal tages tilstrækkelige vandrere, fordi de fleste gøre trek fra Kangerlussuaq til Sisimiut. Derefter havde Erik Lomholt-Bek grundlagt et andet vandrehjem i Kangerlussuaq ud over sit vandrehjem i Sisimiut. Jeg foreslog ham at kombinere oprettelse af min organisationen næste år med en frivilig job ("volonteer") på vandrehjemmet i Kangerlussuaq. Han kunne godt lide dette og aftalt. Men det skete ikke i det følgende år. Ved min tilbagekomst bemærkede jeg nogle symptomer, og lægens diagnose var: kræft. Der fulgte syv operationer. Og mellem hospitalsophold var jeg nu nødt til at bære et kateter i ni måneder ...
Et stykke tid var en tur i Grønland udenfor spørgsmålet. Men i maj 2014 fik jeg diagnosen, at der ikke var fundet flere kræftceller. Så jeg besluttede med kort varsel at flyve tilbage til Grønland, hvor jeg nu boede i tre måneder som frivillig hjelper i vandrerhjemmet Kangerlussuaq.

Campingpladsen i Kangerlussuaq

Da jeg ankom til Kangerlussuaq i 2014, bemærkede jeg, at flere vandrere havde startet deres tur til Sisimiut fra campingpladsen end fra vandrerhjemmet. Men campingpladsen var lige blevet lukket i 2014. I årevis var den blevet overladt til Polar Lodge eller dens operatør (til min viden gratis) fra lufthavnen. 2014 var det "World of Greenland / Arctic Circle (WOGAC)", som det engelske navn antyder, en dansk rejseselskab, som (med undtagelse af Airport Hotel og Vandrehjem) i Kangerlussuaq hørt bare om alt hvad der har at gøre med turisme: ”Polar Lodge”, ”Old Camp”, restaurant roklubben, museet, "turistinformation", og ikke mindst de mange busser, der kører turister til Russels Glacier. I Ilulissat er ejerskabet ens. Med et ord, det er den store monopolist.
I mellemtiden hedder det "Albatros Arctic Circle". Og i 2014 kom WOGAC til den konklusion, at campingpladsen ikke længere er rentabel. Og så lukkede WOGAC bare det og hængte en lås foran det blå hus. Selvfølgelig kunne du stadig pitche der et telt som overalt i Grønland, men vandet blev slukket, toilettet (i det blå hus) lukket og brugen af brusen i Polar Lodge forbudt. Vandrere på campingpladsen kan jo gå til lufthavnen toilet (450 m) og få drikkevand der! Da kom ideen til mig, at Polar Routen e.V. kunne genåbne campingpladsen og kunne bruge den som udgangspunkt for det planlagte projekt om vandrestien. Alt land i Grønland er fælles ejendom i regeringens administration (indenrigsministeriet) eller kommunerne. Efter nogle diskussioner med kommunen fandt jeg ud af, at campingpladsen tilhørte regeringen og blev styret af lufthavnen. Så den 1. september 2014 ansøgte jeg i lufthavnens forvaltning om en arealtildeling sammen med en købsanmodning til det blå hus på campingpladsen. Det er ikke overraskende, at indtil jeg kom hjem tre uger senere, havde jeg stadig ikke noget svar. Men da der i sommeren 2015 ikke var noget svar, gik jeg tilbage til lufthavnschefen for at spørge om det ...
Grønland er et land med en lille befolkning (56.000), et stort område (2.166.000 km²) og et betydeligt bureaukrati. Jeg fortalte det også Laust, der er vicekommunaldirektør, og inden for fem dage havde han indgået en aftale med indenrigsministeriet. Campingpladsens grunde blev overført til kommunen til administration, og Laust ringede til mig i september 2015, kort før min returrejse og fortalte mig at hente nøglen i lufthavnen. Selvom Lars, der styrer teknologien der, ikke kunne finde den længere, ramte han hængelåsen med en stor hammer. Med klog fremsyn havde jeg tidligere købt et nyt hængelås i Sisimiut. Jeg havde nu den faktiske adgang til huset på campingpladsen, men den juridiske status måtte stadig afklares.
Det tog lidt over et år. I september 2016 modtog efter mit hjemkomst fra Grønland fik jeg en lejekontrakt. Lejer er foreningen inden for rammerne af de mål i sin forfatning, for en symbolsk årlig leje af en dansk krone, men på betingelse af, at campingpladsen kan styres kun af ulønnet personale, og bl.a. under forudsætning af at foreningen informerer gæsterne på campingpladsen og vandrere på Polar-Routen om kommunens hensigter og returnerer deres tilbagemelding til kommunen.
I sommeren 2016 blev huset grundigt genopbygget inde og ude. Kun for hvad farven i Grønland har kostet, ville jeg have modtaget en komplet renovering af huset i Berlin. I Kangerlussuaq har kommunen overdraget forsyning og bortskaffelse ved aftale til lufthavnen. Efter min ankomst i 2016 gik jeg derfor til lufthavnen og bad om at genåbne vandledningen til campingpladsen. Da fik jeg en overraskelse. Det vandrør mellem to huse, hvorfra forbindelsen fører til campingpladsen, blev fornyet været; og grenen til campingpladsen var blevet fjernet. Men jeg kunne - for egen regning - lægge et helt nyt vandrør: koster omkring 30.000 DKK eller 4.000 €, men kun hvis jeg kunne vise en lejekontrakt. Men jeg fik det ikke før efter min rejse hjem i september 2016. Da jeg kiggede rundt i huset, fandt jeg en gammel vandtank med ca. 700 l kapacitet. Da jeg spurgte i lufthavnen, hvis tilslutningen af vandtanken ville være billigere, fik jeg svaret: "Selvfølgelig - det koster måske halvdelen." Mistænksomt, jeg kommer i kontakt med Teddy, en blikkenslager i byen. Han kiggede straks på sagen og sagde: "Intet problem." Han vil komme over efter arbejde. På mit omhyggelige spørgsmål, hvad ville det være, sagde han kort: "Seks Tuborg!" Den næste overraskelse kom, da tanken først blev fyldt med vandbilen. Tanken har et overløbsrør, hvorfra vand slippes ud, når tanken er fuld. Selvom langt mere end 700 liter var fyldt, kom der ingen vand fra overløbsrøret. I stedet kom det ud i bunden af huset. Vandtanken havde springet en gang om vinteren og havde et hul på ca. 1,5 cm øverst. Heldigvis kun der, for når vandet var løbet tør for huset, var tanken stadig fuld. Desværre kom det ikke fra vandrøret, da drænet fra tanken tilsyneladende var blokeret. Men alle forsøg på at eliminere forstoppelsen mislykkedes. Så jeg skruede forbindelsen, som Teddy havde monteret, og forbandt den med en slange og derefter satte den igennem hullet i tanken. Jeg måtte så suger vandet ud af slangen med min mund og hurtigt forbinde det med vandrøret. Og se, det første vand kom ud af røret. Et par dage senere kom Erik over og bragte mig en madras fra en gammel sovesofa, en skat, der ikke findes i Kangerlussuaq. Da jeg stolt viste Erik min vandforbindelse, fortalte han mig, at tankens afløb ikke er blokeret af snavs, men at det er blokeret af en ventil. Så jeg tog seks mere Tuborg og bad Teddy om at fjerne ventilen. Siden da løber vandet, men kun når tanken er fuld. Og fordi du ikke får meget for en sådan renovering i Kangerlussuaq, måtte jeg fortsætte arbejdet i sommeren 2017.
Med en krydsfinerpartition har jeg adskilt et lille soveværelse fra mit kontor. Og der er nu en udendørs bruser. Den, der tidligere har opvarmet vand med campingovnen, kan endda tage et varmt brusebad. Der er også et fotovoltaisk system, der leverer strøm til computeren eller oplader mobiltelefonen. Ud over Eriks madras, som jeg har omdannet til en sovesofa, er der nu fire rørformede stål senge i huset, som jeg har taget fra det sted, hvor alle i Kangerlussuaq leder efter ting, de ikke kan købes der. Jeg taler om dumpen. Så hvis du kommer til campingpladsen i regnen eller en storm, kan du også sove i en seng i det blå hus - og selvfølgelig uden ekstra gebyr. I henhold til aftalen (lejekontrakten) med kommunen er den faste pris for en nat 60,00 DKK (det er 8,00 €) for en voksen pr. nat. Børn under 16 år betaler ikke noget. Masseturisme findes endnu ikke i Grønland; derfor er det ikke muligt til en lavere pris. Da jeg kender sporet ganske godt (i det mindste bedre end dem der har skrevet kloge bøger om den), kan jeg også enhver, der vil vandre på den, rådgive i detaljer, hvilket koster ingenting, og som jeg kan lide at tage min tid , Enhver, camping eller ej, er velkommen i mit blue hus ”Villa Malimmut” til en kop te, kaffe eller en kop Qajaasaq (grønlandsk specialitet, også kendt som "Labrador Tea" i Canada). Så bare slip hvis du er i Kangerlussuaq!

Hvordan skal det fortsætte?

Som du kan se på denne hjemmeside, er der en plan i Qeqqata-Kommunia, der dels skal bruge Polar-Routens tracèe til at bygge en ”natur”-vej til ATVs, og dels skal den ”natur”-vej gå parallel til vandrestien. På campingpladsen og på Polar-Routen mødte jeg ikke en vandrer, der ville have ønsket det. Derfor i 2016/17 underskrev tre hundrede vandrere - både udenlandske turister og lokalbefolkningen - et memorandum (andragende) og bad samfundet om at genoverveje og afstå fra at gøre det - desværre uden succes. Vi fik ikke engang et svar. Så jeg tolkede de 300 underskrifter som mandat til en større anmodning til Grønlands regering og parlament, sendt den også til den danske regering som kontraherende part i UNESCO og til UNESCO. Det er skrevet på engelsk som et UNESCO-dokument og kan downloades her som en PDF-fil. Endelig har Grønland erklæret Verdensarven det område, hvorigennem Polarruten passerer; det vil sige, at beskyttelsen af denne region er noget, vi alle bryr os om.
Jeg vil derfor bede Jer om at støtte dette andragende og til at fremhæve det offentligt.
Derudover skal vores foreningen nu fyldes med livet. Derfor spørger jeg til dig for at blive medlem af foreningen.
 :
 
© 2016 - 2018 • Frieder Weiße • Berlin